Folketællinger er lister over alle de personer, som boede i Danmark på en bestemt dato i et bestemt år. Her kan du finde oplysninger om alle personer i en husstand. Før 1875 er folketællingerne skrevet med gotisk håndskrift. På Arkivalieronline finder du folketællinger til og med 1940. Nyere folketællinger (1945-1970) kan benyttes på Rigsarkivets læsesal i København.
Folketællingerne oplister de talte personer husstand for husstand og indeholder lidt forskellige oplysninger alt efter, hvornår de er lavet. Du finder altid navn, alder, stilling i husstanden og erhverv. Fra og med 1845 indeholder folketællingerne også oplysning om de taltes fødested (i 1906 og 1916 er fødested dog kun oplyst i tællingerne fra København og Frederiksberg).
Det skal du vide for at brUe folketællinger
For at finde noget i en folketælling, skal du kende:
Bopæl for en person eller familie i et år, hvor der blev lavet en folketælling. Det bedste udgangspunkt er, hvis du kender sognenavnet eller eventuelt navnet på byen, vedkommende boede i.
Navn på én eller flere personer i den husstand, du leder efter.
Folketællingerne er ført i særlige skemaer, hvor de forskellige oplysninger er skrevet op i kolonner. På Arkivalieronline er tællingerne opdelt efter sogn. Indenfor det enkelte sogn står de enkelte landsbyer hver for sig. Købstæder er inddelt efter vejnavne. København er inddelt i kvarterer, og i nogle tællinger står for eksempel militæret og hoffet for sig selv.
Den første egentlige folketælling fandt sted i 1787. Herefter fulgte folketællinger med forskellige intervaller, blandt andet 1801, 1834, 1840 osv.
Med Det Centrale Personregistrets (CPR-registret) indførelse i 1968 var det ikke længere nødvendigt at afholde folketællinger i Danmark. Den sidste tælling bliver derfor lavet i 1970.
Vær opmærksom på, at det ikke er alle folketællinger, der er bevaret fuldstændigt.
På nettet eller på læsesalen?
På Arkivalieronline kan du finde folketællinger fra hele landet for perioden 1787-1940.
Find folketællinger på Arkivalieronline
Folketællinger der ikke kan findes på Arkivalieronline, fx nyere tællinger (1945-1970) og folketællinger fra Færøerne og Grønland, skal ses på Rigsarkivets læsesal i København. Via arkivdatabasen Daisy kan du bestille de folketællinger, du er interesseret i.
Familie og efternavn
Indtil 1828 blev børn generelt kun døbt med fornavn.
Ved dåbsforordningen i 1828 blev det besluttet, at hvert barn ved dåben foruden et fornavn skulle have et familie- eller stamnavn, et efternavn. Faderen havde ofte et tilnavn, som blev brUt mere end hans rigtige navn, og han kunne nu bestemme, om barnet skulle have hans tilnavn eller et familienavn.
Faderens tilnavn havde som regel tilknytning til stedet, hvor han boede eller kom fra, eller til hans beskæftigelse. På denne måde er f eks slægtsnavne som Rødgård, Nørbye og Svarrer (svarre=dreje i træ) opstået, således at tilnavnet for f eks Niels Nielsen Svarrers børn blev Svarrer.
Familenavmet dannes af faderens fornavn. Derved opstod patronymeme, dvs. sen-navnene. “sen” stod for søn, medens døtrene fik faderens fomavn efterfulgt af datter, således at familienavnet for f eks Svend Nielsen Svarrers børn blev Svendsen eller Svendsdatter. Efterhånden bortfaldt endelsen “datter” helt, og pigernes efternavn blev som drengenes et sen-navn.
I 1856 blev det vedtaget, at de gældende tilnavne/familienavne nu var bindende for alle følgende slægtsled. Efter den nye forordning skulle børnene nu døbes med faderens efternavn, dvs det før tilfældet gældende tilnavn (Svarrer) eller familienavn (Svendsen).
I tilknytning til navngivningen findes også visse skikke for opkald. Den omstændighed, at det samme fornavne går igen og igen på en slægtstavle, er netop begrundet i sådanne gamle skikke. Med hensyn til fornavne var det skik at opkalde den ældste søn efter farfaderen og den næstældste søn efter morfaderen. Men var morfaderen død inden den ældste søns fødsel, blev sønnen som regel opkaldt efter morfaderen, idet der skulle opkaldes efter de afdøde frem for de levende. Hvis faderen døde inden barnets fødsel, blev barnet som regel opkaldt efter faderen. Den ældste datter fik navn efter farmoderen, den næstældste datter efter mormoderen.
Indgik en enke eller enkemand et nyt ægteskab, fik det første barn i det nye ægteskab, den afdøde tidligere ægtefælles fornavn. Døde et barn, var det reglen, at det næste barn af samme køn fik det afdøde barns navn. Da der var stor barnedødelighed, kan man i nogle familier finde flere børn med det samme navn. I de fleste tilfælde kan man regne med, at de ældste er døde og kun den sidste er i live. Det passer dog ikke altid, da brødre eller søstre kunne bære samme navn, hvis bedsteforældrene, som de skulle opkaldes efter, havde samme navn. Der var ikke så faste regler længere nede i børneflokken. Børnene blev dog tit opkaldt efter en slægtning eller en person, som familien stod i taknemmelighedsgæld til, og opkaldet kunne da omfatte både fornavn og slægtsnavn.
Blev et barn født efter faderens død, eller døde moderen i barselseng, blev barnet opkaldt efter den afdøde. Passede barnets køn ikke, fik barnet et afledt navn, som fx Nielsine efter Niels eller Hansine efter Hans. Observer dog at opkald, selv med et usædvanligt fornavn, kun kan indicere – men ikke bevise et slægtskab.
Opkaldsskikkene inden for familiens rammer kom hurtigt til at ligge i faste baner, som bibeholdtes helt op i vor egen tid.
Det grundlæggende skema var:
1: Ældste søn opkaldtes efter farfar
2: Næstældste søn efter morfar
3¨ Ældste datter efter farmor
4: Næstældste datter efter mormor.
Medens sønnernes opkald efterhånden blev ufravigeligt, med mindre helt specielle forhold spillede ind, synes kvinderne undertiden at have sat igennem af mormor blev opkaldt før farmor
Forskellige forhold kunne dog gribe forstyrrende ind i systemet.
5: I ældre tid skulle de afdøde således opkaldes før levende, ja i helt gammel tid opkaldtes levende helst slet ikke.
– Var morfar død opkaldtes han altså gerne før en levende farfar. Desuden kunne en person, det havde en stor aktuel betydning, foretrækkes ved opkald. Hvis man f.eks. lige havde overtaget fæste på morfars gård, var det naturligt at opkalde ham, selvom han ikke stod for tur.
6: Ufravigeligt var det, at afdød ægtefælle blev opkaldt ved første barn i det nye ægteskab, endda ofte både med fornavn og efternavn. Hvis barnets far var død, inden barnets fødsel, skulle han opkaldes. Herved opstod den karakteristiske navnetype, f.eks. Hans Hansen, hvor samme navn går igen i fornavn og efternavn, selv om det naturligvis ikke behøver at være forklaringen hver gang.
7: Opkaldes skulle også ældre søskende, der var døde – Man kan derfor opleve, at adskillige børn i træk bliver døbt med samme navn, hvis de har været svagelige. Også her er der dog undtagelser, idet der godt kan være to levende brødre eller søstre, der bærer samme navn, hvis der har været to bedsteforældre med samme navn, der skulle opkaldes.
8: Længere nede i søskendeflokken var navnevalget mere frit, og her valgtes ofte navn efter den, der bar barnet som regel også en slægtning. Det kunne dog også være hustruen til en standsperson, som man gerne ville stå sig godt med.